Oktober 2009
Endelig er vi blevet enige om at nu skal præventionen væk. Vi vil forsøge at blive gravide - dog er det ok med os begge, hvis der går lidt
tid endnu. Men vi er klar hvis det sker.
Månederne går og pludselig er der gået et halvt år. Især jeg
begynder at undre mig en smule over, hvorfor der ikke sker noget?!?! Alle andre
bliver jo gravide i første hug ikke?! Vi begynder derfor at teste efter ægløsning. Ægløsningsteste, i massevis, bliver taget og jeg finder ud af at jeg HAR ægløsning. Så langt så godt. Der sker stadig intet - ikke så meget som en lille
bitte ekstra streg på graviditetstesten og dem bliver der taget mange af. Min cyklus svinger et par dage og man ved jo aldrig....
August 2010
Jeg var i en anden forbindelse forbi lægen og nævner i den
sammenhæng, at jeg stadig ikke er blevet gravid. Spørger om dette er normalt for
sådan en ung pige som jeg (På dette tidspunkt er jeg 21)? Lægen fortæller at
det er normalt og at der kan gå op til et år før det lykkedes. Men samtidig
mener hun at da jeg er meget ung, og vi nærmer os et års forsøgen, vil hun
genre tjekke mine hormoner. Hormonprøverne viser at alt er normalt og vi bliver
derfor tilbudt en henvisning til fertilitetsklinikken Brædstrup. Dette takker vi
selvfølgelig takker ja til.
Min kæreste skal nu aflevere en sædprøve og dette vakt i første
omgang ikke begejstring. To måneder efter besøget hos lægen er vi til
første samtale på klinikken. Jeg føler mig pludselig meget ung, da vi sidder i det
meget stille venteværelse og venter...
Samtalen forløb fint. Sædprøven viste normal. Mine blodprøver og scanning viste umiddelbart også normal. Derfor henvises jeg nu til en hysteroskopi (kikkertundersøgelse af livmoderen) og dette skal allerede foregå 3 uger efter. Hvis alt viser normalt ved denne er planen for os at gå igang med insemination i det nye år.
Samtalen forløb fint. Sædprøven viste normal. Mine blodprøver og scanning viste umiddelbart også normal. Derfor henvises jeg nu til en hysteroskopi (kikkertundersøgelse af livmoderen) og dette skal allerede foregå 3 uger efter. Hvis alt viser normalt ved denne er planen for os at gå igang med insemination i det nye år.
Dagen før undersøgelsen er jeg er ret nervøs, men har
også den indstilling at nu skal jeg bare lige "skylles" igennem også
bliver jeg naturligt gravid efterfølgende. Det har jeg jo hørt og læst at alle andre
oplever. Min kæresten kan desværre ikke tage med, men vi har aftalt at han kommer
så snart han kan. Så kan han være der når det er overstået.
Undersøgelsen starter godt. Jeg bliver overrasket over at det ikke gør mere ondt og tænker at dette klare jeg let. Jeg følger nysgerrig med på skærmen, hvor man kan se med i min livmoder. Efter lidt tid kan jeg fornemme jeg at lægen er lidt stille. Han siger at han desværre ikke kan komme til det han skal, så de bliver nød til at lægge mig i narkose og gå ind gennem maven istedet. Jeg begynder naturligvis at græde, da jeg ikke havde forberedt mig på at noget kunne være galt og heller ikke at jeg pludseligt skulle i narkose.
Undersøgelsen starter godt. Jeg bliver overrasket over at det ikke gør mere ondt og tænker at dette klare jeg let. Jeg følger nysgerrig med på skærmen, hvor man kan se med i min livmoder. Efter lidt tid kan jeg fornemme jeg at lægen er lidt stille. Han siger at han desværre ikke kan komme til det han skal, så de bliver nød til at lægge mig i narkose og gå ind gennem maven istedet. Jeg begynder naturligvis at græde, da jeg ikke havde forberedt mig på at noget kunne være galt og heller ikke at jeg pludseligt skulle i narkose.
Jeg vågner op og tænker som det første at jeg vil ned og se min kæreste. Jeg kommer ned på stuen og en læge kommer ind. Hun fortæller at min kæreste er på vej, og at hun har noget information i fht. hvad de har fundet i livmoderen. Begge mine æggeleder har været lukket til med væv og væske. Derfor har de valgt at fjerne min venstre æggeleder og har forsøgt at rense den højre. Desværre er oddsene for at jeg bliver naturligt gravid meget dårlige. De anbefaler derfor, at vi overvejer IVF behandling (reagensglasbehandling). Jeg bliver naturligvis helt paf og meget ked af det. Jeg beder lægen om at forklare det til min kæreste, da jeg selv er for ked af det og ikke ved, hvordan han vil reagere. Han reagerer som forventet; ved at sige "det skal nok gå", "vi adoptere bare så" osv. Det er hans måde at opretholde facaden på. På vej hjem taler vi ikke så meget om det, men da vi kommer hjem ligger vi på sofaen sammen og bare taler om forløbet..
Dagen efter taler jeg med Brædstrup som vil sende os et brev med information om IVF behandlinger og forklare, at jeg kan tilmelde mig når jeg får menstruation næste gang. Samtidig indfører regeringen egenbetaling på fertilitetsnehandling. Vi skal forvente at en behandling vil koste 5040,- + ca. 9000 til diverse hormoner. Heldigvis er jeg medlem af sygesikring Danmark og får medicinen dækket!
Januar 2011
Jeg tilmelder mig nu til første IVF forsøg. Jeg skal i lang
behandling - dette betyder, at jeg skal nedreguleres med
hormoner i min. 14 dage. Det vil sige, at de sætter kroppen i kunstig overgangsalder. Herefter skal mine æggestokke stimuleres med hormoner, som skal sørge for at de producerer flere æg til udtagning og derefter befrugtning. Jeg bliver løbende
scannet og jeg får taget 6 flotte æg ud. Vi skal nu vente i to dage
før vi ved, hvor mange æg der er blevet befrugtet med min kærestens sæd. Derudover, hvor mange der
efterfølgende har delt sig som de skal. Efter de to dage skal vi møde op på klinikken - medmindre de ringer og siger at der ingen æg er!
Telefonen ringer ikke og vi tager afsted. To æg er der til os, men grundet min unge alder (nu 22) vil de ikke sætte to æg op, og slet ikke i første forsøg. Så vi får det ene lagt op, og det andet bliver frosset ned og gemmes. Efter ægoplægningen venter 14 dages tortur....Ventetid! Jeg er dog ret optimistisk, da dette er vores første forsøg og jeg er jo ung. 14 dage efter ægoplægningen skal jeg havde taget en blodprøve for, at se om jeg er gravid. HCG-tallet skal helst ligger over 100 14 dage efter. Jeg smugtester før blodprøven og den er svagt positiv. Aldrig har jeg oplevet to streger på en graviditetstest! Jeg er høj af lykke og kæresten og jeg glædes over dette, men er stadig lidt nervøse for blodprøven.
Jeg er på arbejde da jeg skal ringe for, at få svar på prøven. Jeg er meget nervøs, selvom testen herhjemme vidste positiv. Jeg ringer op og sekretæren siger: "desværre, den er negativ". HVAD!? Jeg svarer at, det ikke kan passe, for jeg har jo testet positivt hjemme og forklare...
Hun kigger i papirene og siger at hun kan se at mit tal ligger på 7, men det er alt for lavt og burde ikke kunne reagere på en hjemmetest - men da det er tilfældet beder hun laboratoriet om at kører prøven en ekstra gang. Den viser det samme, negativ, med meget lavt HcG. ØV! Jeg skal få taget en ny blodprøve to dage efter og afvente blødning. Jeg bryder helt sammen. Alt håb forsvinder og pludselig er jeg ikke længere så optimistisk som før. Efter en lille uge begynder jeg at bløde, lægerne kalder det en biokemisk abort (en BIO) hvor ægget har sat sig fast, men ikke udvikler sig videre og derfor går tidligt til grunde. Kæresten har det svært med at det alligevel ikke lykkedes, men viser det sjældent.
Telefonen ringer ikke og vi tager afsted. To æg er der til os, men grundet min unge alder (nu 22) vil de ikke sætte to æg op, og slet ikke i første forsøg. Så vi får det ene lagt op, og det andet bliver frosset ned og gemmes. Efter ægoplægningen venter 14 dages tortur....Ventetid! Jeg er dog ret optimistisk, da dette er vores første forsøg og jeg er jo ung. 14 dage efter ægoplægningen skal jeg havde taget en blodprøve for, at se om jeg er gravid. HCG-tallet skal helst ligger over 100 14 dage efter. Jeg smugtester før blodprøven og den er svagt positiv. Aldrig har jeg oplevet to streger på en graviditetstest! Jeg er høj af lykke og kæresten og jeg glædes over dette, men er stadig lidt nervøse for blodprøven.
Jeg er på arbejde da jeg skal ringe for, at få svar på prøven. Jeg er meget nervøs, selvom testen herhjemme vidste positiv. Jeg ringer op og sekretæren siger: "desværre, den er negativ". HVAD!? Jeg svarer at, det ikke kan passe, for jeg har jo testet positivt hjemme og forklare...
Hun kigger i papirene og siger at hun kan se at mit tal ligger på 7, men det er alt for lavt og burde ikke kunne reagere på en hjemmetest - men da det er tilfældet beder hun laboratoriet om at kører prøven en ekstra gang. Den viser det samme, negativ, med meget lavt HcG. ØV! Jeg skal få taget en ny blodprøve to dage efter og afvente blødning. Jeg bryder helt sammen. Alt håb forsvinder og pludselig er jeg ikke længere så optimistisk som før. Efter en lille uge begynder jeg at bløde, lægerne kalder det en biokemisk abort (en BIO) hvor ægget har sat sig fast, men ikke udvikler sig videre og derfor går tidligt til grunde. Kæresten har det svært med at det alligevel ikke lykkedes, men viser det sjældent.
Jeg læser en del på forskellige sites på nettet og læser
specielt godt om en privat klinik i Fredericia, IVF Syd. Jeg nævner det for
kæresten, men da han hører prisen er han noget tilbageholden. 39.000 for en
pakke med 3 forsøg...... Vi har stadig 2 forsøg til 5040,- pr. styk i det
offentlige... Efter lange snakke og lidt snak med IVF Syd beslutter vi
alligevel at bruge de ekstra penge og skifte klinik. Nu skal det bare lykkedes
at blive gravid igen og jeg vil ikke spilde tiden på ventetider i det
offentlige!
Juni 2011
Vi starter på første forsøg hos IVF Syd. Denne gang kort
behandling, hvor jeg slipper for at blive nedreguleret før stimuleringen. Jeg
reagerer godt på hormonerne igen, og ved ægudtagning er der igen 6 flotte
topscorer æg. Allerede dagen efter ringer de og fortæller at samtlige æg er
befrugtet. To dage efter møder vi op på klinikken og får at vide at alle 6 æg
nu også har delt sig. Virkelig flot med en succesrate på 100%! Jeg er høj og
fuld af håb igen. Et æg op og fem på frys! Så er der et par reserver, hvis nu at det denne gang ikke går tænker jeg..
14 dage går og jeg står med en meget tydelig positiv test! LYKKE! Får målt HcG som er over 800, hvilket er virkelig flot får jeg at vide. Ugerne går og jeg når til 6. graviditetsuge hvor jeg vågner en morgen med kraftige smerter i maven. Kæresten ringer 112 da jeg ikke kan rejse mig fra sengen og bare ligger i fosterstilling. På sygehuset bliver jeg meget dårlig og de mistænker en graviditet udenfor livmoderen. Jeg bliver akut opereret og det viser sig at de har ret. Graviditeten havde sat sig i en stump fra den æggeleder der var blevet fjernet tidligere. Jeg har herefter et længerevarende forløb med indlæggelser pga. infektion og blodtab.
14 dage går og jeg står med en meget tydelig positiv test! LYKKE! Får målt HcG som er over 800, hvilket er virkelig flot får jeg at vide. Ugerne går og jeg når til 6. graviditetsuge hvor jeg vågner en morgen med kraftige smerter i maven. Kæresten ringer 112 da jeg ikke kan rejse mig fra sengen og bare ligger i fosterstilling. På sygehuset bliver jeg meget dårlig og de mistænker en graviditet udenfor livmoderen. Jeg bliver akut opereret og det viser sig at de har ret. Graviditeten havde sat sig i en stump fra den æggeleder der var blevet fjernet tidligere. Jeg har herefter et længerevarende forløb med indlæggelser pga. infektion og blodtab.
Da jeg er ovenpå igen begynder vi på vores 3 forsøg, dog
vores 1. fryseforsøg. To æg tages op fra fryseren og jeg får det ene lagt op. Igen tester
jeg positiv 14 dage efter, men begynder at bløde i 5. uge, igen en BIO.
Går straks igang med endnu et fryseforsøg og denne gang får jeg lagt to æg op. Igen, igen tester jeg positiv, denne gang er det dog ikke med glæde, men med en frygt for at miste og en konstant tjekken efter blod i trusserne. Jeg begynder ganske rigtigt også at bløde efter en uges tid. Klinikken scanner mig og for første gang nogensinde ser vi hjerteblink! Fosteret lever!!! De ser dog også at der ligger en blodansamling i livmoderen, som stammer fra en tvilling der gik tidligt til og som er grund til blødningen. Jeg skal derfor slappe af, men også leve normalt. Jeg fortsætter med at bløde somme tider og bliver derfor scannet løbende. Fosteret vokser, men det gør blodansamlingen også. Jeg googler og læser nettet tyndt for gode historier om folk der har gennemført graviditeter trods blod i livmoderen. Jeg tror på det, da jeg aldrig er nået så langt i en graviditet før. I 10. graviditetsuge, dagen før juleaften, vågner jeg om natten og bløder igen. Har lidt murren i underlivet men tænker ikke videre over det, da jeg efterhånden er van til at bløde. Om morgenen sender jeg kæresten på arbejde og siger lige kort til ham at jeg synes jeg bløder en del nu, men jeg vil lægge mig og sove lidt mere. Sove kan jeg dog ikke, da jeg pludselig synes jeg bløder ret meget egentlig. Jeg sms'er med min bonus-mor og fortæller, at jeg bløder ret meget og har fået ondt. Hun siger at hun lige kigger forbi da hun alligevel har hjemmearbejdsdag. Hun ankommer og jeg er nu begyndt at have krampetrækninger som kommer regelmæssigt og blodet løber ud af mig. Jeg må skifte bind flere gange i løbet af de 3 kvarter vi sidder og snakker. Vi snakker om at det nok er tvillingen der er på vej. Jeg går på toilet og kommer igen ud, hvortil min bonus-mor siger at jeg ser noget bleg ud og hun synes vi skal kører på sygehuset. Jeg har en tid kl. 9 til scanning, men ringer og siger til dem at vi altså kommer før, da jeg bløder rigtig meget. Vi tager håndklæder med i bilen og allerede inden jeg når ud i bilen har jeg blødt gennem både bind og bukser.
Går straks igang med endnu et fryseforsøg og denne gang får jeg lagt to æg op. Igen, igen tester jeg positiv, denne gang er det dog ikke med glæde, men med en frygt for at miste og en konstant tjekken efter blod i trusserne. Jeg begynder ganske rigtigt også at bløde efter en uges tid. Klinikken scanner mig og for første gang nogensinde ser vi hjerteblink! Fosteret lever!!! De ser dog også at der ligger en blodansamling i livmoderen, som stammer fra en tvilling der gik tidligt til og som er grund til blødningen. Jeg skal derfor slappe af, men også leve normalt. Jeg fortsætter med at bløde somme tider og bliver derfor scannet løbende. Fosteret vokser, men det gør blodansamlingen også. Jeg googler og læser nettet tyndt for gode historier om folk der har gennemført graviditeter trods blod i livmoderen. Jeg tror på det, da jeg aldrig er nået så langt i en graviditet før. I 10. graviditetsuge, dagen før juleaften, vågner jeg om natten og bløder igen. Har lidt murren i underlivet men tænker ikke videre over det, da jeg efterhånden er van til at bløde. Om morgenen sender jeg kæresten på arbejde og siger lige kort til ham at jeg synes jeg bløder en del nu, men jeg vil lægge mig og sove lidt mere. Sove kan jeg dog ikke, da jeg pludselig synes jeg bløder ret meget egentlig. Jeg sms'er med min bonus-mor og fortæller, at jeg bløder ret meget og har fået ondt. Hun siger at hun lige kigger forbi da hun alligevel har hjemmearbejdsdag. Hun ankommer og jeg er nu begyndt at have krampetrækninger som kommer regelmæssigt og blodet løber ud af mig. Jeg må skifte bind flere gange i løbet af de 3 kvarter vi sidder og snakker. Vi snakker om at det nok er tvillingen der er på vej. Jeg går på toilet og kommer igen ud, hvortil min bonus-mor siger at jeg ser noget bleg ud og hun synes vi skal kører på sygehuset. Jeg har en tid kl. 9 til scanning, men ringer og siger til dem at vi altså kommer før, da jeg bløder rigtig meget. Vi tager håndklæder med i bilen og allerede inden jeg når ud i bilen har jeg blødt gennem både bind og bukser.
På vejen bliver jeg rigtig dårlig og besvimer. Mister synet og husker ikke ret
meget før vi ankommer til akut afd. på sygehuset. Jeg bliver stabiliseret og
får at vide at jeg har mistet rigtig meget blod og har været tæt på at få
hjertestop...... Efter de har stabiliseret mig bliver jeg scannet og de kan med
det samme se et foster, dog uden hjerteblink. Jeg har næsten født fosteret selv
og de kan derfor tage det ud ved en gynækologisk undersøgelse. Jeg bliver
indlagt og kæresten er nu kommet ned til mig. Om aftenen får jeg foretaget en
udskrabning, da de er i tvivl om alt væv er ude. Jeg får lov at komme hjem da
det jo er juleaften dagen efter. Der går et par uger før jeg reagere. Jeg har
en bachelor opgave der skal laves og mit fokus er nu 100% på min eksamen og jeg
skubber derfor tankerne væk. Scorer en flot karakter og føler mig et øjeblik
lykkelig. Lige indtil dagene efter... Så rammer nedturen! Jeg græder og
græder... Er dybt ulykkelig og har tanker om at flytte fra det hele, leve alene
og bare være mig selv. Jeg græder hver dag og har mistet troen på at jeg
nogensinde kan gennemføre en graviditet. Er nu blevet gravid alle forsøg (4
gange) men uden noget barn. Jeg føler ikke at jeg kan klare flere nederlag, men
samtidig ved jeg også at jeg ikke kan leve dette liv uden barn. Jeg nævner for
min kæreste flere gange at jeg giver det de sidste forsøg (2 stk.) og hvis ikke
det lykkedes skal jeg ud og opleve verden,
med eller uden ham!
Januar 2012
Efter eget ønske overvejer vi at få en henvisning til HAB
(Afd. for gentagne aborter). Men vælger et forsøg inden vi gør dette.
Femte og andet sidste forsøg starter op. Allerede fra start
ser det ud til at være et rigtig træls forsøg. Æggene vokser lyn hurtigt, men
til gengæld er det kun få der så vokser. Da vi når ægudtagningen er jeg noget
negativ og ganske rigtigt er der kun 2 gode æg. Det er noget skuffende efter
vores sidste friske forsøg. Dagen efter ringer klinikken og fortæller at begge
æg er befrugtet og det ser ud til at de også deler sig fint. Vi kommer op på
klinikken og begge æg er perfekte. Jeg er dog stadig noget negativ og tvivler
på at jeg kan blive gravid, hver gang så tænker allerede på vores sidste
forsøg. Grundet vores tab sidste gang, får vi kun et æg op og det andet kommer
på frys. Jeg ser nu mig selv stå som 23-årig, negativ, ked af det og nærmest
deprimeret. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal komme op af det der meget dybe
sorte hul som jeg har gravet mig selv ned i....
14 dage går, jeg tester og den er meget svagt positiv. Med mine erfaringer er jeg ret sikker på at det igen er en BIO og jeg vælger at tage med tøserne i byen. Jeg tester igen og den er stadig meget svag positiv. Jeg får målt HcG som viser 18, meget lavt og forventer at bløde efter nogle dage. Får taget en ny prøve 2 dage efter hvor der skal være sket en fordobling, den viser 27. Vi venter 4 dage og får taget endnu en prøve som nu viser sig at være steget til langt mere end den skulle. Jeg er ret forvirret og ved ikke om jeg skal være glad eller ked af det. Endnu en prøve viser igen et flot højt tal og mine hjemmeteste er nu også klokkeklart positive her i 5. uge. Jeg er dog stadig meget nervøs og frygter hvert sekund at jeg begynder at bløde. Det gør jeg som altid også, dog meget lidt, men nok til at jeg bliver frygteligt nervøs og derfor bliver scannet meget tidligt. Der er en graviditet, men endnu intet blink. Får en ny tid ugen efter og der er fint hjerteblink på skærmen, MEN... Igen er der noget der kan ligne lidt blod i livmoderen. Jeg bliver løbende scannet, hver uge for at følge graviditeten og for at give mig en tryghed. I 11. uge begynder jeg pludselig at styrtbløde. Jeg reagerer lyn hurtigt efter den alvorlige tur sidste gang jeg mistede og kommer hurtigt på sygehuset. Hele vejen derned siger jeg til kæresten: "jeg forstår det ikke.... Jeg forstår det ikke". Min kæreste er meget uforstående og siger selv flere gange at han ikke kan forstå hvorfor det ikke vil lykkedes! Tydeligt at se hans frustration. På sygehuset bliver jeg hurtigt kørt ind og de undersøger mig. Jeg bløder meget, så meget at der må en spand under mig mens de undersøger. Der sidder lidt væv som fjernes og vi forbereder os på endnu en abort. De scanner og frem kommer det fineste foster med fint hjerteblink. Det ligner nu et barn med arme og ben. Jeg bliver indlagt til aflastning og får at vide, at jeg skal sygemelde mig med det samme. Måske er det en truende abort, måske ikke. De mistænker at jeg har tendens til at skabe blodansamlinger på moderkagen og, at det skaber blødningerne. Dagen efter indlæggelsen scanner de mig igen og der er stadig fin fosteraktivitet, men desværre også rigtig meget blod i livmoderen. Jeg får lov at komme hjem, men må absolut intet fysisk hårdt foretage mig. Ligger i flere dage på sofaen i min egen lille bobbelog det er med frygt hver gang jeg skal på toilettet. Frygt for at der kommer en ny styrtblødning. Blødningen er aftaget og jeg bløder kun gammelt blod. Dette er ok.
Klinikken scanner mig en sidste gang i 11. uge og der er betydeligt mindre blod nu og et fint livligt foster.
14 dage går, jeg tester og den er meget svagt positiv. Med mine erfaringer er jeg ret sikker på at det igen er en BIO og jeg vælger at tage med tøserne i byen. Jeg tester igen og den er stadig meget svag positiv. Jeg får målt HcG som viser 18, meget lavt og forventer at bløde efter nogle dage. Får taget en ny prøve 2 dage efter hvor der skal være sket en fordobling, den viser 27. Vi venter 4 dage og får taget endnu en prøve som nu viser sig at være steget til langt mere end den skulle. Jeg er ret forvirret og ved ikke om jeg skal være glad eller ked af det. Endnu en prøve viser igen et flot højt tal og mine hjemmeteste er nu også klokkeklart positive her i 5. uge. Jeg er dog stadig meget nervøs og frygter hvert sekund at jeg begynder at bløde. Det gør jeg som altid også, dog meget lidt, men nok til at jeg bliver frygteligt nervøs og derfor bliver scannet meget tidligt. Der er en graviditet, men endnu intet blink. Får en ny tid ugen efter og der er fint hjerteblink på skærmen, MEN... Igen er der noget der kan ligne lidt blod i livmoderen. Jeg bliver løbende scannet, hver uge for at følge graviditeten og for at give mig en tryghed. I 11. uge begynder jeg pludselig at styrtbløde. Jeg reagerer lyn hurtigt efter den alvorlige tur sidste gang jeg mistede og kommer hurtigt på sygehuset. Hele vejen derned siger jeg til kæresten: "jeg forstår det ikke.... Jeg forstår det ikke". Min kæreste er meget uforstående og siger selv flere gange at han ikke kan forstå hvorfor det ikke vil lykkedes! Tydeligt at se hans frustration. På sygehuset bliver jeg hurtigt kørt ind og de undersøger mig. Jeg bløder meget, så meget at der må en spand under mig mens de undersøger. Der sidder lidt væv som fjernes og vi forbereder os på endnu en abort. De scanner og frem kommer det fineste foster med fint hjerteblink. Det ligner nu et barn med arme og ben. Jeg bliver indlagt til aflastning og får at vide, at jeg skal sygemelde mig med det samme. Måske er det en truende abort, måske ikke. De mistænker at jeg har tendens til at skabe blodansamlinger på moderkagen og, at det skaber blødningerne. Dagen efter indlæggelsen scanner de mig igen og der er stadig fin fosteraktivitet, men desværre også rigtig meget blod i livmoderen. Jeg får lov at komme hjem, men må absolut intet fysisk hårdt foretage mig. Ligger i flere dage på sofaen i min egen lille bobbelog det er med frygt hver gang jeg skal på toilettet. Frygt for at der kommer en ny styrtblødning. Blødningen er aftaget og jeg bløder kun gammelt blod. Dette er ok.
Klinikken scanner mig en sidste gang i 11. uge og der er betydeligt mindre blod nu og et fint livligt foster.
Nakkefoldsscanningen venter.... Jeg er drøn nervøs og
alligevel tænker jeg at jeg jo ikke har blødt mere frisk blod siden
indlæggelsen. Scanningen går perfekt og vi er lykkelige, men samtidig også
stadig nervøse pga. det gamle blod der stadig kommer hver dag. Vi beslutter at
graviditeten ikke skal være hemmelig mere, men at vi alligevel ikke lige farer
ud og fortæller det til hele verden endnu.
I 15. uge kommer vi til kønsscanning og vi skal have en lille PIGE <3 Jeg mærker for første gang en oprigtig lykke over, at vi nu er nået hertil i graviditeten. Jeg bløder dog stadig gammelt blod, som gør at der hele tiden er en påmindelse om at det kan gå galt.
Misdannelsesscanningen i uge 20 går perfekt. Vi får bekræftet at vi venter en pige og at hun er sund og rask. Blodet er væk og maven er tydelig at se. NU er det rigtigt, vi skal være forældre!
I 15. uge kommer vi til kønsscanning og vi skal have en lille PIGE <3 Jeg mærker for første gang en oprigtig lykke over, at vi nu er nået hertil i graviditeten. Jeg bløder dog stadig gammelt blod, som gør at der hele tiden er en påmindelse om at det kan gå galt.
Misdannelsesscanningen i uge 20 går perfekt. Vi får bekræftet at vi venter en pige og at hun er sund og rask. Blodet er væk og maven er tydelig at se. NU er det rigtigt, vi skal være forældre!
Nervøsiteten er der hver dag, men for hver dag der går er
glæden større og større. Efter uge 24 er jeg mere rolig, igen efter uge 30 og
sådan kører det hele vejen igennem graviditeten med milepæle. Det er min måde
at komme igennem på.
Oktober 2012 - 3 år efter...
Graviditeten forløber perfekt, med undtagelse af lidt væske i kroppen, men efter uge 37 tager væsken til, jeg får forhøjet blodtryk og andre tegn på begyndende svangerskabsforgiftning. Bliver indlagt to dage før min termin til observation og med besked om at jeg sættes igang ugen efter pga. mistanken om svangerskabsforgiftning. Samme aften får jeg hindeløsning af jordemoderen, men med besked om at det nok ikke virker. Vi forbereder os derfor på at der går et par dage og at jeg så sættes igang. Dagen efter oplever jeg dog en del flere plukveer og efter spisetid oplever jeg den første ve! Min kæresten tager tid på dem og de er allerede regelmæssige! Shit tænker jeg, men er slet ikke klar over at det kan ende med at jeg føder snart..
Jordemoderen mærker på mig og jeg er 3 cm åben. Efter en time er jeg 4-5 cm åben og nu med kraftige veer. Så kraftige at jeg ikke længere kan overskue at der skal tages tid på dem. Vi bliver vist ind på fødegangen kl. 22 og kl. 01.41, D. 28.10.12 (lige på terminen) kommer den mest perfekte skabning til verden. Alberte Maj, 50 cm, 3305 ren KÆRLIGHED! 7 timer fra første ve, 3,5 timer aktiv fødsel.
Aldrig har livet givet større betydning! Jeg mærker en helt ny form for kærlighed <3 Både til min lille datter og til manden i mit liv som har støttet mig hele vejen igennem, uanset hvor sur, tvær, ked jeg har været.
Det har været en hver tårer og krise hver at vente på... Følelsen af at være mor og forældre er ubeskrivelig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar